Sådan blev 14 målepunkter til 20
MålepunkterDataUdvikling

Sådan blev 14 målepunkter til 20

7. februar 2025|Kasper Brøndum Andersen

AlmenKompas er nu klar med 20 målepunkter. De er et fælles omdrejningspunkt for at arbejde mere databaseret med bæredygtighed i den almene branche. Arbejdet med at understøtte målepunkterne med data er i fuld gang, og første store lancering ventes til sommer.

Branchen ville have mere! Så AlmenKompas har nu udvidet antallet af målepunkter, som der bliver arbejdet på at udvikle.

I august 2024 præsenterede AlmenKompas de almene boligorganisationers første fælles ESG-målepunkter. De 14 målepunkter var et markant skridt på vejen mod at måle på miljø og klima (E), sociale indsatser (S) og god almen ledelse (G). De blev generelt mødt med positive ord. Men mange gav udtryk for, at 14 målepunkter ikke helt dækkede behovene for data i de almene boligorganisationer og branchens tætteste samarbejdspartnere.

– Vi havde zoomet ind på de målepunkter, som det i første omgang var lettest at skaffe data på. Men ambitionerne i branchen er store, så vi blev anbefalet at løfte blikket lidt igen. Derfor kiggede vi bruttolisten med målepunkter efter endnu engang og inviterede en masse boligorganisationer, eksperter og øvrige samarbejdspartnere ind til en fornyet kvalificering. Og nu har vi 20 rigtig gode standardiserede målepunkter, som kan skabe værdi på tværs af den almene branche, siger Ulla Jensen, der er sekretariatsleder i AlmenKompas.


Bred relevans på tværs af interesser

Processen gav nyt liv til målepunkter, der i første omgang var ’parkeret’, fordi der ikke umiddelbart er central data i Landsbyggefonden. Alle punkter på bruttolisten var dog allerede vurderet relevante for branchen gennem et grundigt analysearbejde. Og efter nye workshops og interviews voksede listen med målepunkter, der skal indgå i branchestandarden, fra 14 til 20.

Klik her for at se oversigten med de 20 ESG-målepunkter.


Nu har vi 20 rigtig gode standardiserede målepunkter, som kan skabe værdi på tværs af den almene branche

Ulla Jensen, sekretariatsleder i AlmenKompas

Portræt af Ulla Jensen

Sekretariatsleder Ulla Jensen. Foto: AlmenKompas

– Vi er virkelig glade for den yderligere kvalificering, der er sket i løbet af de seneste måneder. Det har gjort fundamentet for den kommende branchestandard endnu stærkere. Der skal derfor lyde en stor tak til alle, der har lagt kræfter i at gøre målepunkterne værdiskabende i boligorganisationer, administrationsselskaber og samarbejdspartnere som kommuner, revisorer, banker og ejendomsbranchen, siger Ulla Jensen.


Et grundlag for bæredygtige beslutninger

Målepunkterne beskriver de områder, branchen gerne vil måle på inden for E, S og G. Dels for at kunne rapportere på indsatserne, dels for at være i stand til at træffe bæredygtige beslutninger på et solidt datagrundlag.Data for alle målepunkterne bor i Det Almene Datavarehus i Landsbyggefonden og bliver tilgængelig via et dashboard, som udvikles i tæt samarbejde med kommende brugere.

Til sommer forventes en stor del af målepunkterne at være understøttet af data. På det tidspunkt vil AlmenKompas og Landsbyggefonden lancere ESG-dashboardet. I mellemtiden bliver branchen inviteret til at bidrage til den fortsatte udvikling via en række events.

Få overblik over kommende events i AlmenKompas-projektet her.

Relaterede nyheder