Hvordan kan data gøre os klogere på livskvalitet?
MålepunkterKvalificeringEvents

Hvordan kan data gøre os klogere på livskvalitet?

20. marts 2025|Kasper Brøndum Andersen

Bedre og mere systematisk data for social bæredygtighed rummer mange muligheder. Det skinnede igennem i alle drøftelser, da AlmenKompas samlede aktører fra både boligorganisationer og den almene branches samarbejdspartnere til workshop i Odense.


”Det sociale er en del af det almenes DNA.” Det mantra gentages ofte i branchen. For de almene boligorganisationer løfter en stor samfundsmæssig opgave ved at tilbyde betalbare og trygge hjem til alle slags beboere.

Men det kan være svært at sætte tal på indsatserne. For én ting er data for lægebesøg, andelen af almene boliger i et område og adgang til funktioner som indkøb, offentlig transport og andre målbare indikatorer. Noget andet er den oplevede sundhed og livskvalitet.


Dialogen er vigtig

”Vi skal være opmærksomme på at bestemte indikatorer ikke nødvendigvis siger noget om, hvordan det levede liv er. Derfor skal data altid bruges i dialog med de mennesker, der bor og arbejder i området,” sagde Louise Buch Viftrup, der er boligsocial chef i Brabrand Boligforening.

Kvinde sidder ved bord og gestikulerer med hænderne, mens hun taler

Louise Buch Viftrup fra Brabrand Boligforening.

Det synspunkt gik igen blandt mange af de 15 deltagere under hele workshoppen, som fandt sted i Odeon i Odense centrum.

I områder med boligsociale helhedsplaner er der typisk store mængder data til rådighed. Men der er ikke nødvendigvis samling og struktur på data, ligesom det er svært at sammenligne med andre områder med ringere adgang til data.

Derfor var der begejstring over udsigten til at få data på indsatserne og en mulighed for at se på det hele i et større perspektiv. For med fælles data gennem AlmenKompas bliver det også lettere at vise omverdenen, hvor stort bidraget egentlig er på tværs af branchen.


Mulighed for et fælles sprog

Samtidig giver fælles målepunkter et sprog og en skala, som kan bruges i dialogen udadtil.

”Det handler om at sortere i, hvad det er for nogle målepunkter, der er de allermest centrale i forhold til at løfte et socialt ansvar. Jeg vil naturligvis kigge meget på, hvad man som boligudlejer kan gøre for at sikre betalbare boliger til alle indkomstgrupper, og hvad man gør for at undgå udsættelser,” sagde Anna Lilje Flyverbom Nordgreen, der er programchef i Hjem til Alle-alliancen.

Ligesom flere andre deltagere i workshoppen har Hjem til alle også fokus på, hvordan data kan anvendes i forhold til bystrategisk udvikling ved at arbejde med en balanceret sammensætning af boliger. Det er eksempelvis værdifuldt i dialogen med kommunerne.

Også muligheden for at prioritere indsatserne på en mere solidt datagrundlag – både på landet og i byerne – blev nævnt som en vigtig kommende mulighed med AlmenKompas.

Fire kvinder sidder fordybet i papirer på bordet foran sig - i et lokale med flere andre mødedeltagere

Line Skovgaard (stribet trøje) og Anna Lilje Nordgreen (midten tv.) var enige om, at AlmenKompas giver nye muligheder i dialogen med branchens partnere.

”AlmenKompas kan hjælpe til at systematisere alt det data, vi har og benchmarke os op mod andre. Vi er nysgerrige på, hvad de gør andre steder, der virker. Så forhåbentlig kan vi på sigt også blive dygtigere til at finde ud af, hvad vi kan gøre for at imødegå nogle af de sociale udfordringer,” sagde Line Skovgaard, der er chef for bæredygtighed og sociale indsatser i AAB.


Relevans som omdrejningspunkt

Undervejs blev deltagerne også bedt om helt konkret at stemme om en række potentielle indikatorer. Det blev også drøftet, hvilke spørgsmål, der skal stilles til beboerne, hvis vi skal samle data på den oplevede trivsel. For i sidste ende har projektet som mål at dashboardet i Det Almene Datavarehus skal rumme så relevant og overskuelig en mængde data som muligt – på tværs af organisationerne.

De mange input fra workshoppen har allerede givet anledning til konkrete justeringer af nogle af indikatorerne. Og de kommende måneder arbejder AlmenKompas-teamet videre med at udvikle og dataunderstøtte målepunkter og indikatorer i Det Almene Datavarehus.

Klik her for at se alle målepunkter og det løbende udviklingsarbejde.

Se flere billeder fra workshoppen om sociale målepunkter

Kvinde siddende ved bord lytter til person overfor sig
Mand står og præsenterer foran en skærm i mødelokale med ca. 15 siddende deltagere
To kvinder sidder i drøftelse ved bord med papirer på
Kvinde sidder i mødelokale og lytter koncentreret
Tre personer sidder i mødelokale og lytter
1 / 5

Relaterede nyheder